Den uforbederlige bibliotekar

Niels Jensen

For Romantik og Historie Maanedsskrift. Udgivet af H.P. Holst, 1868-90.

Om indholdet på: https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p104811.htm

Udarbejdet 2023 af Niels ]ensen

Opdateret den 7. oktober 2023 af Niels ]ensen

For Komantik og Bistorie.

Et Mannedskritt udgivet af

H. P. Holst. Ny Roekke, 14de Bind 1889.

Kioben habn. J. Cohens Bogtrukkeri.

1889.

H. P. Holst:

For Vomantik og Vistorie.

Treogfyrgetyvende Bind.

Kjøbenhavn. J. Cohens Bogtrykkeri. 1889.

e SES td

*

— . —

mune Biwi :

LER e

i SA

i

,

Indhold.

Side Kongeægt. Digt af J. Johanſe n 1 To Søfre. En Fortælling af André Theuriet .... 9 Bresſant. Af Albert Wolftikl „„ 255 Zarka. Af Sacher⸗Maſoooůů nw 263 Bed de Faldnes Grav. Af Chr. Lang gaard 277 Gudrun og Brynhild. Af J. Joh anſen 282 Blot ikke læfe! Af Bertram iin 289 Den Bodferdige. Af Sacher⸗Maſoo hk 338 Gudrun. Digt af J. Johanſe n 349

De Gamle og de Unge. Af Salvatore Farina... 358 Studioſus Taillefers halvtredſindstyve Hveder. En

Studenterhiſtorie· “nn „„ 433 En rusſiſk Hverdagshiſtorieenmdnw... 481 Raadsherre⸗Ogttrene. Af Helene Bøhlan......... 547 Til Kong Georg I. Af H. P. Hol. 560 Digte. Af J. Johanſe n 562 Ulrikke Eleonore. Af O. C. T undd 568

POESI DRS ÆRE:

Fal

Aongeægt. Digt af J. Johanſen.

J Sommeraftenſtunden

Ad tunge Skovvei gaaer

En Herre, hoi og kraftig,

Skjondt ſolvſprengt er hans Haar; Men Kindens friſke Roſe

Og Lebens fulde Glod,

De vidne om, at længe

Der er til Sot og Dod.

Hans Blik er ſom en Konges, Og Blikket lyver ei,

Thi Danmarks Drot vi ſkue Her midt paa Skovens Vei: Kong Chriſtian den fjerde, For Statens Sorger fri,

En Stund har fig kveget Ved Naturens Harmoni,

&ongeægt.

J Skovens grønne Skygge Har han vandret omkring, Har glædet ſig ved Blomſten Og ved Raadyrets Spring. Ved Fuglens Floitetoner

Har han glemt ſin Kongeſorg; Nu vandrer han hjemad Igjen til Fredriksborg.

Da rasler det bagved ham, Det knager ſom af Hjul: En Bonde kommer agende Igjennem Skovens Skjul. Ved Kongens Side ruller Snart Pindevognen op; Men pluͤdſelig den ſtandſer Ved hans vældige: „Stop!“

„Kan med jeg age, Bonde?” Saa ſporger Kongen brat,

Øg Bonden løfter ydmyg

Paa fin gamle, brede Hat. Snart ſidder Kongen hos ham Paa den haarde Agefjel, Mens Vognen ruller videre Ad Skovpbakkens Heeld.

Kongeægt.

Vel fjender Bonden Kongen, Hvo Fjender ikke ham, Om end han ei fremtræder J Purpurets Bram!

Hvem fif vel denne Hoide Og dette klare Blik,

Der lig en Sol til Hjertet Saa varmt og magtigt gik!

Men Bonden ei rober

Sin Videns dyre Skat;

Den blinker kun i Smilet,

Der dolges af hans Hat.

Paa Kongens Spørgsmaal ſvarer Frimodig han og kjekt:

„Til Fredriksborg jeg kjorer

J kongelig Wgt.“

Nu Kongen ham ſporger Ud om hans hele Liv, Og glad han forteller Om Born og om Viv, Fortceller om fin Gjerning J Dagens haarde Slid, Men og om Hjemmets Glæde J Aftenhvilens Tid. 1*

Kongeægt.

Og Chriſtian dybt bevæges Ved den jævne Tales Strøm; Hans Hjerte drømmer atter En leengſt forſvunden Drom Om Kjerlighed og Lykke

J Huslivets Fred

Ved Siden af Fru Kirſten; Da flaner han Diet ned:

Hans Glæde blev kun ſtakket, Lang blev hans Harm og Sorg; Men Vognen fremad ruller, Snart ſee de Fredriksborg;

Fra Soen den klare,

Fra Oerne ſmaa

Det lofter ſine Taarne

Mod Himlen ſommerblaa.

Da holder Bonden ſtille: „Hvor tidt jeg end ſeer De rode Mure kneiſe,

Jeg glædes dog meer. Men ſkued' jeg end ofte Det herlige Slot, Bygmeſtren ſage jeg aldrig, Vor egen høie Drot!”

Kongeægt.

Med Smil ham Kongen ſparer, Med Skjeemeri i Sind:

„Du kjore mig nu driſtig

J Borggaarden ind!

Til Kongens Mænd jeg hører, Det kunde da vel ſkee,

At ſelve Dannerkongen

Du der fik at ſee!

„Du lægge ikkun Meerke Blandt Herrernes Flok

Til ham med Hat paa Hoved, Det Tegn er Dig nok! Enhver for Dannerkongen Sit Hoved blotte maa,

Selv den, der ellers ſtolteſt Med Nakken monne ſlage!“

Og atter Vognen ruller

Fra O og til Ø

Ad Broerne gaaer Farten, Langs med den klare So, Indtil den ſtandſer inderſt

Ved den marmorlagte Gaard, Hvor Slottets gyldne Herlighed Man ret at ſtue fager.

Kongeægt.

Og over den tavlede, Marmorklœedte Grund Beveger ſig en Skare

Med ſmilende Mund,

J Floiels⸗ og Silkekleder, Med Guldkjeder ſmykt,

En broget Hofmandsvrimmel Vandrer hjemmetrygt.

Forundret og harmfuld

Man ſeer til Bonden hen: Med andre Ord han bliver Vel jaget ud igjen?

Dog lynſnart af hvert Hoved Floi den fjerſmykte Hat,

Og dybt enhver ſig boier Mod Kjeoretoiet brat.

Da ſmiler Kong Chriſtian Og vender ſig om:

„Nu, Bonde, Kløgt Du viſe Ved en fornuſtig Dom! Siig, kjender Dannerkongen Du blandt de Herrers Flok? Læg Meerke blot til Hatten, Det Tegn er Dig nok!“

Kongeægt. 7

Men Bonden ſmiler ogſaa Saa lunt og ſaa godt:

„Heelt let det er at ſige, Hvem der er Danmarks Drot: En af os To paa Vognen Være det maa,

Thi Ene vi blandt Alle

Har Hattene paa!“

Da lo Kong Chriſtian muntert, Ja ret af Hjertens Grund: „En Rev Du har bag Øre, En Skjelm ved din Mund. Du ſtrax mig jo kjendte,

Da Du mødte mig pan Bei?” Men Bonden ſvared' ydmygt: „Det dolges, Herre, ei!“

„Hvo kjender vel ikke Danmarks høie Drot!

Han rager over Alle

Ret ſom hans ſtjonne Slot. Jert Billed' har jeg længe Baaret i min Sjæl;

Men ei jeg turde robe, Jeg kjendte Eder vel!“

Kongeægt.

Og Kongen venlig nitfer; Han tager frem en Pung, Og op af dens Gjemme En Mont fan gylden-⸗tung. „Jeg Kjorelon Dig ſkylder, Du var i Kongeegt;

Med Naade Herren ſigne Dit Hus og din Slægt!”

Da ſtraalte Bondens Sine: „Mit Liv og mit Blod

For Danmarks Drot med Glæde J Doden jeg lod!“

Alvorlig Kongen melte:

„Jeg troer, Du ſpiger ei,

Naar Kampens Dag den kommer. Drag nu med Fred din Vei!“

To Sastre.

En Fortælling af André Theuriet.

1

— Halloi! ... Hei! ... Halloi!

Denne gjentagne Kalden, ſom blev brolt ud af en uſynlig Perſon, lød fra Udkanten af en Granſkov, hvis mørke Træer traadte uklart frem i det begyn— dende Tusmorke. Stemmen trængte godt igjennem i den klare Luft og tabte fig derpaa imellem de. græg- bevoxede Skraaninger, der forbandt to Bjergtoppe, ſom allerede omleiredes af Taage; det morke Landſkab hvilede i ſtille Fred; der hørtes ingen anden Lyd end en Kildes Rislen og langt borte Koernes Klokker. Ved en ſmal Stribe af Maanen, der hurtigt nærmede fig Horizonten, kunde man endnu ffjelne Hoienes bolge⸗ «formede Linier og tilhoire Parmelans Klippevceeg — et attenhundrede Meter hoit Bjerg, der hæver fig

—

10 To Søftre.

imellem Thönes og Annecy og beherſker Dalen, hvor- igjennem den lille Flod Fier lober.

J dette Oieblik kom Manden, der havde raabt, frem fra Granſkoven og gik henimod Gresgangene. Ved det ſvage Lys fra Maanen kunde man ſee hans kraftige og fiirſkaarne Skikkelſe. Han havde Stovletter paa, der naaede op til &næene, bar en Reiſetaſke over de brede Skuldre, holdt i den ene Haand ſin Straa— hat og jernbeſlagne Stof og aftorrede med den anden fin Bande. Man anede ſnarere end ſaae hans runde Hoved, hans hvælvede Pande, krollede, graanende Haar og fyldige Anſigt med det kortklippede Kindſkjeeg. Han vendte ſig om og ſvingede med Hatten, og nu kom tre andre Perſoner ud fra Skoven — to unge Piger med Straahat paa Hovedet og et. høit, ungt Menneſke, der gik yderſt forſigtigt paa det. vanffelige Terrain, ſom pan mange Steder var fuldt af Slyng— planter.

De to unge Piger, der vare trætte, fatte ſig paa de ſtore Stene om et pan Hoien opreiſt Kors, medens den unge Mand eerbodigt, men dog med et Anſtrog af Aengſtelſe henvendte fig til Manden med Reiſe⸗ taffen :

— Hor, Patron, De er dog vel ſikker i Deres Sag? Ere vi paa den rette Vei?

— Det er loierligt nok, Proſper Baduel, ſparede den Anden lidt forlegen; men jeg kan aldeles ikke

To Søftre. 11

fjende Stedet igjen ... Og jeg har dog tidligere beſteget Barmelan .

— Ja, det var dengang! ... For femogtyve eller tredive Aar ſiden, Onkel Cæfar, afbrodes han lidt ſpodſk af den ene af de unge Piger med et ganſke kjont Anſigt. Men i Løbet af tredive Aar ere Træerne blevne ſtore, og Deres Hukommelſe er ikke fulgt med Tiden ... Maaſkee er Stien ikke mere paa rette Sted? i

— Det er nok din Bemærkning, der ikke er paa rette Sted, Frangoiſe! ſvarede Onklen i en gnaven Tone; ti Du bare ſtille! ... Min Hukommelſe er netop udmerket; men i det Mørke kan man let tage feil ... Jeg kan aldeles ikke kjende Stedet igjen.

— Du fkulde have fulgt mit Raad og taget en Forer i Dingy, [varede Frangoiſe og traf paa Skul— drene ſom et forkjcelet Barn ... Det bliver ikke morſomt at ſove under aaben Himmel!

— Det kunde jeg godt finde mig i, ſagde nu den anden unge Pige — ſee der, Frangoiſe, det er virkelig ſmukt!

Hun havde taget Hatten af, og Maanens Lys ſpvillede paa hendes lyſe Teint, hendes lange, fugtige Oienhaar og hendes kruſede Haar, der i en [vær Fletning faldt ned over Skuldrene. Med Armen ſtottet paa det ene Knee og Hagen i Haanden fane hun begeiſtret ud over den ftjerneflædte Himmel, de

12 To Sßſtre.

fredelige Greesmarker og længere borte Dingydalen, der halvt ſkjultes af en blaalig Taage.

— Ja, Du, Claudia, Du er faa ſvermeriſt, det veed Enhver; men jeg, der er ſaa proſaiſt, jeg til— ſtaaer, at min Mave ſkriger, og at jeg længes efter en god Aftensmad i Parmelans Seterhytte.

— Ja, hvor ere vi egentlig? udbrod Proſper Baduel.

— Vi maae være i Nærheden af Chapuis⸗ Seeterhytten, mumlede Onkel Cæfar og fatte gnavent Hatten paa Hovedet igjen, 5

— Saterhytten ligger der tilvenſtre! raabte en Barneſtemme. i

Og af Morket dukkede frem en lille Fyr paa en halv Snees Aar, der ſom en Nisſe hoppede over Vandpytterne.

Seterhytten var gauſke vigtig kun et lille Stykke borte. Ved at folge den Retning, ſom Drengen havde angivet, horte de ſnart Svinenes Grynten i Stalden og den oplivende Pladſken af en Kilde, hvis Vand faldt ned i en udhulet Noddetrcesſtamme. Lidt efter lidt traadte Byguingernes lave Tage frem mod Himlen. — Langt borte, pan den anden Side af Hoien, ſaaes en ſtor, lyſende Plet i Baggrunden af den dampende Slette.

— Hvad kan det være? ſpurgte Onkel Cæfar, der aldeles ikke var med mere, den lille Rogterdreng.

To Søftre. 13

— Det er Lyſene i Annecy, ſvarede Barnet; det Punkt, der lyſer ſteerkeſt, er Jernbaneſtationen.

8 Under denne Samtale forſvandt Maanen bag en Bakkekam, og hele Landffabet indhylledes i et tæt- tere Morke.

— Hor, Born, ville J folge mit Raad, ſagde Onkel Cæfar meget engſtelig, fan afvente vi Dagens Frembrud, inden vi drage videre, og ftræffe os paa Hoet i Seterhytten!

Dette Forſlag blev der energiſk proteſteret imod.

— Men Aftensmaden? udbrød Frangoiſe; der kunne vi ikke fane andet end Vand . . og det betakker jeg mig for!

— Og faa nage vi jo ogſaa forſt op paa Par⸗ melan efter Solopgang, og faa er jo Touren aldeles mislykket! indvendte Claudia.

Trods fin ſtore Reſpekt for Veiviſeren nedlagde ogſaa Proſper Baduel Indſigelſe mod Hr. Ceſars Forknythed.

— Det er jo det rene Vanvid! ſvarede denne, der ikke holdt af at blive modſagt; her er jo beelmorkt, og jeg holder ikke af at breekke Benene i et eller andet Hul ... Vi ligge over i Seteren, medmindre jeg træffer Nogen, der vil være faa venlig at viſe os Vei til Grand-Montoir!

— Med Deres Tilladelſe, min Herre, ſagde pludſelig ved Siden af ham en ung og klangfuld Stemme, ſkal jeg gjerne være Veiviſer ..

14 To Sgfire.

Onkel Cæfar vendte fig om og fif Øie paa en Fremmed, der ligeſom han ſelv bar en Reiſetaſke og ubemærket var kommen tet hen til ham, da hans Skridt ikke kunde høres i det tykke Gres.

— Medens jeg for var ifærd med at ſtige op ad Skrenten, vedblev den Übekjendte, horte jeg Dem raabe, og jeg gik faa efter Lyden ... Jeg er ſelv pan Veien til Parmelan, og det vil være mig ſer— deles kjcert at viſe Dem Veien, ſom jeg fjender ud— merket godt.

— Det ſiger jeg ſandelig ikke Nei til, ſvarede Hr. Cæfar med et lettende Suk; derpaa tilfoiede han i en mere ceremoniel Tone: — Med hvem har jeg den Wre at tale?

— Jeg er Maurice Tournyer, Profesſor i Rhetorik, ſvarede den unge Mand — hvis De faa ſynes, gage vi ſtrax videre; jeg har en Lommelogte, ſom jeg ſkal tænde, og ſom vi ville fane god Nytte af.

Han rev en Svovlſtik af, og den lille Logte bredte pludſelig en Lyskreds om fig, fan at man kunde ſkjelne den unge Mands Figur og Anſigtstrekk. Han var hoi, elegant bygget, havde et fort, omhygge— ligt pleiet Sfjæg og fane alvorlig ud. Ved at fee ham ved Logtens uſikkre Skjer kunde Frangoiſe, der ſtod med ſin Soſter Claudia under Armen, ikke ſtjule fin Overraſkelſe. 8

— Kjender Du ham? hviſkede Claudia, medens de tre Meend gik foran.

To Spſtre. 15

— Ja, Kjeere, ſagde Frangoiſe ſagte, han gaaer ofte forbi vore Vinduer, og jeg har lagt Merke til ham ... Han er kjon, ſynes Du ikke?

— Ti dog ſtille! ſvarede Soſteren og lo; horte Onkel Cæfar, hvad Du ſagde, var han iſtand til ikke at ville have ham til Veiviſer!

Lordag Aften, i den gode Aarstid, er Parmelan et yndet Valfartſted for Borgerne og de unge Menne⸗ ſker i Annecy, der nok kunne lide til en Forandring fra det daglige Slid at tilbringe Sondagen oppe i Bjergene. Henad Aften drager man afſted i en heel Karavane og fover faa og ſpiſer Frokoſt i Seterhytten, der er opført af Alpeklubben oppe paa Parmelans ſtorſte Plateau, ſom man kun er fire Timer om at nage op til. ;

Allerede for lang Tid ſiden havde Cæfar Du- moulin, Chef for det ftore Kramvarefirma „Dumoulin og Soſter“, lovet ſine to Niecer og ſin forſte Commis, Proſper Baduel, denne Lyſttour. Han hapde i fin Tid, ſom ganſke ungt Menneſke, ſelv beſteget Bjerget, og han holdt meget af at tale om denne Bjergbeſtig⸗ ning, der havde veret den eneſte i hans Liv. Han havde gjort fig til af, at han uden mindſte Beſpeer fulde fore Selſkabet heelt op til Toppen. Alt var ogſaa gaaet udmerket lige til La Blonnisre, hvor Veien er meget god; men derefter begyndte den brave Handelsmands Hukommelſe at ſvigte ham; han var uſikkter i fin Sag, og da han kom til Granſkoven,

roere ser —

16 To Sßpſtre.

kunde han ikke finde Stien, der forer til Grand— Montoir.

Alt det fortalte han under mange Afbrydelſer til Maurice Tournyer, der kun horte adſpredt efter, da han havde nok at gjøre med at pasſe paa den rette Bei. — Under Granernes og Bogenes tætte Kroner var der næjten aldeles belmorkt; man kunde ſaa godt ſom ikke ſkimte Veien, der var fuld af Vand— pytter, ved det uſikkre Lys fra Løgten, ſom Profes⸗ ſoren holdt i Veiret ſom en Fakkel. Af og til raabte han tilbage: „Pas paa, her er en ſtor Vandpyt, træb tilhoire!“ eller: „Her er et Hul, gaa udenom. til- venſtre!“ — Cceſar Dumoulin gled ſnart ud paa den ſlibrige Jord og ſnublede ſnart over en Treeſtamme; han holdt ſig faſt ved den tauſe Proſper Baduel og bandede paa, at det ſkulde være ſidſte Gang, man fif ham paa den Galei. De unge Piger loe bagved ham og morede ſig rigtig over den natlige Vandrings Smaaheendelſer. — Engang imellem udbredte de tro— ſkede Troſtammer en fosforagtig Glands, og fkin— nende St. Hansorme ſaage ud ſom ſmaabitte Løgte- mend.

Ved at bukke ſig ned for at tage noget op, ſom hun vilde anbringe pan fin Hat, ſnublede Frangoiſe, faldt pan fine Knee og gav et Skrig fra ſig. Pro- fesſoren gav i en Fart Logten til Baduel, hvorpaa han ſtyndte fig hen til den unge Pige og hjalp. hende op.

To Sßſtre. 17

— De ſtaaer ikke ſikkert pan Fødderne, Froken, ſagde han til hende, og her kan et Fald have ube— hagelige Følger .. . Tillader De, at jeg byder Dem min Arm?

Hun tog imod den med en Undſkyldning, og Toget gik faa videre igjen: Proſper Baduel ſom Speider, derpaa Onkel Cæfar, der klyngede fig til fin Handelsbetjent; i Centrum Claudia og tilſidſt Fran⸗ goiſe ved Maurice Tournyers Arm. Mørket, ſom Logtens ſvage Straaler kun i ringe Grad trængte igjennem, blev hvert Oieblik tættere. Stien var glat, og Frangoiſe, der var træt, ſtottede fig uvilkaarligt faftere til fin Ledſagers Arm. Claudia, der var aldeles begeiſtret over denne Vandring imellem fan— taftijfe, duftende Værter, der hvert Sieblik berørte hendes Hender, maatte give fin Beundring Luft i enthuftaftiffe Ord: „Ah! igjen en lyſende Træjftamme! : . Jog ſee der, de ſkinnende Orme, der med deres Lamper belyſe Myrernes Bal, er det ikke nydeligt. . . er det ikke mærkværdigt? ... Det er, ſom om jeg gaaer i et fortryllet Land!“

Profesforen lyttede opmerkſomt til disſe naive Udbrud, der udgik i Natten fra en ungdommelig og muſikalfſk Stemme. Han undrede fig over at høre dem af en Kjobmandsdatters Mund. Francoiſe var hele Tiden taus. Med ſammenbidte Tender paa Grund af den nylig overſtaaede Skrak og halvt luk⸗ fede Oine følte hun en ubevidſt Vellyſt ved at gage

2

18 To Gøftre.

i dette tætte Morke, ſtottende fig til den ſmukke, unge Mands Arm; hun lagde uvilkaarligt Hovedet op til Hr. Tournyers Skulder og folte det varme Tryk af hans Arm igjennem den lette Kjole. Da man kom ud af Skovtykningen og man ved de tindrende Stjer⸗ ner kunde ſee Stien, folte hun en vis Fortrydelſe ved at bemerke, at Maurice Tournyer vilde forlade hende for igjen at ſtille ſig i Spidſen for Toget.

Man var kommen til Foden af Grand-Montoir, en Kœmpetrappe, der var udhugget i Klippeveggen. Jernringe, der ere drevne ind i Klippen paa de far⸗ lige Steder, gjore, at endog kvindelige Touriſter med Lethed kunne gage op ad den. Ved Skinnet fra Løgten, ſom Profesſoren holdt høit iveiret, kom man uden Uheld op En for En. Efter en Times Forløb havde man naaet Toppen og fil Øie pan Seterhyttens Tag, der traadte frem mod den ſtjerneklare Himmel. Det var ogſaa pan den yderſte Tid; thi Onkel Cæfar der var aldeles forpuſtet og træt af at bære pan fin Reiſetaſte, erklærede, at nu kunde han ikke mere.

II.

Inde i Saterhytten brændte Ilden lyſtigt i Kakkelopnen. Hr. Dumoulin havde ſkrevet til Seter⸗ hyttemanden for at melde fin Ankomſt, og et frugalt Aftensmaaltid, der var ſerveret paa et langt Fyrre— trœesbord, ventede paa de fire Repreſentanter for

— —s— ̃ͤ k. ] ⁹᷑1⸗ñ⅛ͤdcu ˙ !.’. oo q AAA ͥ ‚ ͥͥ‚—mmũm mꝶmqm̃̃ ꝛůnm . . 2

To Søftre. 19

Huſet Dumoulin og Soſter. Medens Maurice Tour— nyer lagde fin Reiſetaſke fra fig og gemytlig ſagde Godaften til Seterhyttens Beboere, tog Fraugoiſe fin Onkel tilſide og foreſtillede ham, at efter den Tjeneſte, den unge Wand havde viiſt dem, krevede ſimpel Hoflighed at indbyde ham til at deeltage i det Maal— tid, der var arrangeret for dem, hvortil Kjobmanden, der holdt ſtrengt pan Etiketten, ſluttede fig ved et Nik. Han gik hen til Tournyer og ſpurgte ham hoi— tideligt, om han „vilde gjøre ham den Fornoielſe at ſpiſe ſammen med ham og hans Familie“. Da denne tog mod Tilbudet, ſatte man ſig tilbords uden flere Ophavelſer.

Den ſkarpe Bjergluft havde givet hele Selfſkabet god Appetit. Navnlig gjorde Proſper Baduel og Onkel Cæfar Anretningen al Ære og vare derhos faa gemytlige ſom Butiksfolk, der have fanet en Fridag. De to unge Piger havde taget deres Hatte af og gjort fig det bekvemt. De vare rigtig glade over denne længe paatenkte Udflugt, der lod til at være en ſtor Be— givenhed i deres eensformige Liv. Profesſoren, der ſad ligeoverfor dem ved Siden af Hr. Dumoulin, kunde nu bedre tage dem i Sieſyn ved Skinnet fra de to rygende Praaſe, der belyſte Bordet.

Skjondt de vare eens kledte i lyſe Kjoler og Silketroier, vare de to Soſtre dog i hoi Grad for⸗ ſkjellige — Frangoiſe, der ſage ud til at være den eldſte, ffjøndt hun i Virkeligheden var to Aar yngre

2*

20 To Søftre.

end Claudia, var en Brunette med uregelmesſige, men udtryksfulde Trek. Seet forfra gjorde hun i forſte Dieblik ikke noget behageligt Indtryk; hendes Op— ſtopperneeſe med ſtore Neſebor var ikke korrekt; hendes altfor ſtore og ſteerkt rode Mund havde paa Overlceben Duun, der gav hende et viſt mandigt Ud— ſeende; hendes tykke Oienbryn gik næften ſammen, og hendes temmelig lave Pande ſkjultes ſaagodtſom heelt af et tæt, krollet Haar. Men hendes ſtore blaagronne Oine vare livlige og tiltalende; hun var udmerket ſkabt, Bryſtet udviklet, Skuldrene runde, Hals og Arme prægtigt modellerede. Seet i Profil havde hendes Anſigt med de halvtlukkede VBienlaag, den blege og fyldige Kind, de kjodfulde Læber og den fremſtaaende Hage et viſt ſandſeligt og lidenſkabeligt Udtryk, ſom man maatte lægge Meerke til.

Claudia var tyve Aar. Hendes flanke Figur og hendes Anſigtsform gjorde, at hun faae yngre ud end Soſteren. Hendes blonde Haar med et lidt rodligt Sfjær holdtes i Nakken ſammen af et blaat Baand og faldt i en tyk Fletning ned over Ryggen. Hendes

Figur var mere gratieus, hendes regelmesſige, men

meget bevægelige Anſigtstrek fik ofte et yderſt livligt Udtryk, der fremhævedes endnu mere af et Par ſtore, forundrede Oine og en ſod Mund med Smilehuller. Et lille fort Modermeerke paa den ene Kind, en fiin og lige Neſe, to ſmalle, brune Oienbryn bidrog til

To Sgfire. 21

at give det aabne Anſigt et paa engang meget jom- frueligt og meget beſtemt Udtryk.

Siddende mellem de to Gøftre var Proſper Baduel med fin knoklede Bygning, fit ſtore, fiirkantede og ſimple Auſigt, fin altfor ſtore Mund med det fvære rode Overſkjceg, med de runde og klare Dine og med den methodiſke og paalidelige Forretnings— mands langſomme Bevegelſer en fuldſtendig Mod— ſœetning til de to unge Pigers Ynde. Han var over⸗ ordentlig galant mod Claudia og foretrak aabenbart hende, hvad der forøvrigt ikke lod til at gjøre Fran⸗ goije ffinjyg. — Maurice Tournyer lagde Merke til Alt, medens han horte paa Onkel Ceſars jevne og tunge Underholdning. Aftensmaden, der blev ſerveret af Setermandens Kone, var man fnart færdig med. Cceſar Dumoulin, der var træt af Fodtouren og neppe kunde holde Dinene aabne for Sopnighed, længtes efter at komme i Seng. Han ſkyndte paa fine Niecer, og henad Midnat beredte Alle fig paa at gage til Ro. De unge Piger fik et lille Kammer, der var forbeholdt Damerne; Onklen og Proſper lage i et tilſtodende Verelſe. Maurice blev anbragt oppe paa et Lofts⸗ kammer og kaſtede fig heelt paaflædt pan en Feltſeng i det fælles Sovekammer.

Han var endnu lysvaagen. Lenge horte han gjennem Hyttens Breddevegge de unge Pigers Latter nedenunder, der ofte afbrodes af Hr. Cœſars Brummen,

22 To Sgſtre.

da han ikke kunde falde i Sovn for deres Livlighed; — og flænge laa han og vendte og dreiede fig paa den ſmalle Madrats og tenkte paa fit Mode med Familien Dumoulin.

Skjondt Maurice Tournyer knapt nok var otte- ogtyve Aar, var han dog hverken romantiſk eller ſentimental mere. Kundſkabsrig, ærgjerrig, meget op— taget af at bane fig Vei, havde han forſt og fremmeſt Øie for Livets poſitive Side og havde meget for— nuftigt anbragt fine Illuſioner i Pulterfamret- Han var en alvorlig og dannet Mand, der til ſine Tider godt kunde fole Hengivenhed for Andre, men ſom var paa Poſt mod ſit eget Hjerte, da han altid havde det daglige Livs Krav for Sie og Nodvendig— heden af at gjore Modſtand imod de ungdommelige Udſkeielſer, der kunde ſkade hans Stilling ved Uni— verſitetet. — Alligevel tiltalte denne Aftens behage— lige Eventyr hans Fantaſi, og han kunde godt lide at gjenkalde fig den ældfte af de unge Pigers ſmukke Anſigt og poetiſke Begeiſtring. J Tagkamrets Morke kunde han tydelig fee dette udtryksfulde og kydſke Anſigt, og han lyttede uvilkaarligt, da det morede ham i Latterudbruddene nedenunder at kunne ſtjelne Claudias klare Stemme. — Derpaa talte ogſaa Livets praktiſte Sands et Ord med; han mindedes at have hort, at Huſet Dumoulin var et grundfeſtet Firma; han hengav fig da med færre Beteenkeligheder til fine Drommerier, tænkte halvt uklart paa den

To Søfire. 23

elffværdige Piges ſociale Stilling og lovede fig felv at ville fortjætte Bekjendtſkabet med Onkel Cæfar. — Han faldt meget ſeent i Søvn og foer op, da Seter— manden kaldte paa ham for at ſige, at Klokken var fire, og at det var pan Tiden, at Touriſterne toge af— ſted, hvis de vilde ſee Solopgangen.

Han var ſnart færdig med fit Toilet, og da han gik ned, ſaae han ved det begyndende Daggry igjennem en halvtaaben Dor Claudia iferd med a friſere ſig foran et lille Speil. Det oploſte Haar rullede ned over den unge Piges Skuldre. Synet af den blottede Arm, der var indviklet i de gyldne Lokker, og af Claudias ſmukke Profil, der kiggede frem fra den bolgende Haarfylde, gav ham en Folelſe af mild Varme; men da han var bange for at blive overraſket i et upasſende Spioneri, liſtede han ſig videre og gik ud paa Graæsgangen tilvenſtre for Hytten. '

Luften var klar og Himlen aldeles ſkyfri. De to unge Piger ſtodte ſnart til ham, kuldſkjcere ind⸗ hyllede i deres Overſtykker og ledſagede af den tro Proſper. Hr. Dumoulin, der endnu var tret efter Touren, havde ikke villet ſtaae op, men vilde ſove videre. De toge alle fire tauſe Plads paa Toppen af en Jordhoi, der kaldes „Signalet“. — Foran dem, paa den anden Side af to endnu forte Bjerge, traadte Montblancs blaalige Tinder frem mod en klar Himmel, der blev: mere og mere rod, efterhaanden ſom Solen kom nærmere. Tilhoire og tilvenſtre kantede hvidlige

24 To Søftre.

Bjergtoppe Horizonten og tabte fig efterhaanden i Morgentaagen. Lidt efter lidt fik alle Gletſcherne en

ſterk roſenrod Farve, og med Et ſtod Solen op bag

Roche⸗Perièe's Tinder, og den ſneehvide Bjergkjeede ſtraalede fra den ene Ende af Horizonten til den anden.

— Aa, hvor her er ſmukt! udbrød Claudia i en Sindsbevegelſe, der fyldte fjendes brune Bine med Taarer.

Og Maurice, der blev rørt over denne umiddel⸗ bare Beundring, opgav ſin Tilbageholdenhed og priſte i veltalende Ord Landſkabets Skjonhed. Han talte godt for fig, baade flydende og i poetiſke, blomſtrende Udtryk. De to Soſtre lyttede gandeloſe til hans Ord, og Proſper Baduel gloede paa ham med fine runde Sine og horte erbodigt efter med en lille Til⸗ ſetning af den Mistro, ſom tauſe Menneſker føle ligeoverfor dem, der ere ſaa heldige at være i Be— ſiddelſe af Veltalenhed.

Over deres Hoveder oplivedes den turkisblaa Himmel af Bjergſvalerne, der idelig fløi frem og til— bage; for deres Fodder ſtrakte ſig ſom et Steenhav med ſtivnede Bolger de ſaakaldte Lapiaz, der danne Parmelans Plateau — en meerkelig Formation, der leder Tankerne hen ban Ruinerne af en af Titaner opført By, og hvor hiſt og her Planter ſkyde frem pan de enkelte Steder, hvor der findes lidt Muldjord.

Frangoiſe var bleven opmeerkſom paa Blomſterne; da hun ikke var iſtand til at blive ret længe paa et

To Søftre. 25

Sted, nødte hun Baduel til at folge med hende ud paa Lapiaz'en; Maurice blev ſaaledes ene med Claudia.

Solen ſendte dem nu ſine forſte gyldne Straaler og tog dem i et varmt Favntag. Dyb Fred omgav dem, og oppe paa Signalhoien vare de ſom paa en ode O. Claudia følte fig tilſidſt lidt generet af denne Enſomhed under fire Sine, og for at gjøre Ende paa den piinlige Taushed ſpurgte hun Profes- ſoren om Navnene paa Bjergene, der omgav dem i en uendelig Kreds. Han ſagde hende Navnene paa den kolosſale Aravisbjergkam, Charvin med den blaa⸗ lige Pyramide, Tournette, der feer ud ſom en kempe⸗ mésſig Biſpehue, og de grontklaedte Baugeshoider. Den unge Pige beundrede og var forbauſet, og hendes livlige Anſigt fik et Udtryk af ſand Begeiſtring. Maurice nod ret hendes Beundring; undertiden modtes deres Blikke under dette geografiſke Foredrag. Saa lob den unge Mand vild i ſine Forklaringer, og atter ſtod de forvirrede ligeoverfor hinanden i en farlig Taushed.

. Maurice Tournyer, i hvis arbeidſomme og ens⸗ formige Lerervirkſomhed en ſaadan Adſpredelſe var et ſandt Lyspunkt, hengav fig uden Betenkeligheder til det Tillokkende ved en ſaadan Samtale under fire Sine, ſom han ikke havde ſogt, og ſom maaſkee aldrig vilde komme igjen. Han nod ret denne ſjeldne Raſt i hans Kalds ensformige Virkſomhed, dette forte Oie⸗

26 To Søftre.

blik, hvor han kunde lade fit Hjerte banke og fin Fantaſi have frit Spillerum. Men ogſaa Claudia nod i al Uſkyldighed disſe for hende aldeles nye Folelſer, og hendes Glæde forraadtes af en fugtig Glands i Dinene og et ſtraalende Smil over hele hendes Anſigt. Begge taug. Den unge Mand ſtrakte adſpredt Armen ud og plukkede nogle Anemoner og hvide Gentianer; han gav dem uden at ſige et Ord til Claudia, der ordnede dem i en Buket; og naar deres Fingre mødtes, kom begge i ſterk Sinds— bevegelſe.

De forſtyrredes i denne lykkelige Tilſtand ved Onkel Cæfars Stemme. Det lod til, at han ſkjendte paa Baduel og Frangoiſe, der kom tilbage med Favnen fuld af Blomſter, og han kom fnart hen til fin Niece med rynket Pande og tvær Mund. Det var let at ſee, at han var urolig og vred over at treffe Claudia under fire Dine med en ung Wand, ſom han jo egentlig ikke kjendte videre til, og ſom han havde truffet i Udkanten af en Skov. Han ſkyndede derfor ogſaa paa Frokoſten og ſagde, at han havde iſinde at vende tilbage til Annecy, inden det blev altfor varmt.

Skjondt Maurice Tournyer egentlig havde havt iſinde at tilbringe hele Søndagen paa Parmelan, kunde han dog ikke modftane Friſtelſen til at folge med Familien Dumoulin til Sceterhytten. Medens de gik nedad, lod han de unge Piger fortſette deres Indſamling af Alpeblomſter og gjorde ſig Umage for

To Søftre. 27

at være behagelig mod Onkel Cæfar og Baduel. Kjobmanden fandt ham meget velopdragen og „diſting— veret“; endog Proſper ſyntes ſeerdeles godt om Pro— fesſorens behagelige Veſen og gemytlige Tone. Da man kom til Maalet, var man derfor meget gode Venner. Folgelig troede den unge Mand, da han ſagde Farvel til de to Soſtre og Herrerne, at turde bede om Tilladelſe til at forhøre fig hos Hr. Dumoulin, om Hjemturen var løbet heldigt af, —. og denne Tilladelſe blev given.

Maurice Tournyer ſtod ved Steenkorſet og fane lidt tungſindigt efter Touriſterne, der lidt efter lidt forſpvandt ad La Blonnières Grœsgange. De to unge Piger traadte prægtigt frem i deres lyſe Overſtykker og med deres Blomſterkrandſe mod den gronne Eng. — Claudia var den ſidſte; inden hun forſvandt, vendte hun ſig om og beſvarede med et Nik Maurices ſidſte Hilſen. En Fold i Terrainet ſkjulte dem pludſe⸗ lig for den unge Profesſor; faa gik han forladt og drømmende ind under Grand-Montoirs Graner.

III.

Huſet „Dumoulin og Soſter“s Bolig g og Maga⸗ finer laa paa Saint-François Pladſen og fandtes i det tidligere „den ſtore Aabenbarings Kloſter“, det ſamme, hvor Fru de Warens afſvor Proteſtantismen omtrent 1722. — Det [aa ligeoverfor en gammel

28 To Søftre.

Bygning, der nu ftaner ledig, og ſom kaldes Palais⸗ de⸗l'Isle; denne ſtikker ſom Forſtavnen paa en Galei heelt ud i Thiouelven, der fager fit Vand fra Søen. Det klare og haſtigt lobende Vand deler fig der i to

Arme, ſom ſnart under aaben Himmel og ſnart

Ledninger under Jorden, lobe igjennem en ſtor Deel af Byen, og hvorover der er fort ſmalle Broer med mosgroede Piller. Dette gamle Kvarteer, — et Venedig i Miniatur, der dog ſnart er viet til Under⸗ gang, — er et af de meſt maleriſke Punkter i Annecy. Filtrede Slyngplanter brede ſig fra en indre Gaard, kravle over Palais⸗de⸗l'Isle's Mure og dyppe deres Grene i Kanalens Vand, hvor der er indrettet Vaſke⸗ ſteder. Morgenſolen ſkinner paa Bolveerkets grønlige Trin, pan de tykmavede Facader, der ſee ud, ſom om de ville tage ſig et Bad i Thiou, paa de henſmuldrede Trebalkoner og paa de kjolige Hpeelvinger. J disſe ældgamle Omgivelſer møder man hvert Oieblik livlige og muntre Farver: — det hvide, til Tørring ophængte Vaſketoi, Urtepotterne med rode Geranier oppe i Vin⸗ duerne, de lyſegronne Balkoner og Jalouſier. Alt feer livligt og fornøieligt ud. Vender man fig om, ſeer man tilvenſtre over Tagene de ffirkantede Taarne paa de genueſiſke Grevers Slot; ligeoverfor fig, paa den anden Side af Soens blaa Flade, har man Parmelans Kalkbjerge, og tilhoire den tidligere Aaben⸗ baringens Kirke, hvor nu Hr. Dumoulins Magaſiner findes.

— —

To Sgſtre. 29

Stueetages Forſide, der har en dobbelt Glasdor og Speilglasvinduer i brune Rammer, ſtikker under⸗ ligt af mod forſte Sals doriſke Soiler, Snirkler og jvære Conſoller. Heelt oppe under Geſimſen er der et langt Skilt med folgende Inſeription i Guld— bogſtaver paa brun Grund:

Den hellige Jomfrus Garn.

Manufactur- En gros og S og Isenkramhandel. en detail.

Dumoulin og Søster.

Der have nu i tredive Aar Dumoulin og hans Soſter, Enkefru Tavan, ledet en af Byens ſtorſte Forretninger og forſynet Husholdningerne og Arron— disſementets Detailhandlere med de uundverligſte Gjenſtande i det huslige Liv: lige fra Synaale og Garnruller til Undertoi, Bomuldstoier og de flade Straahatte, ſom Bonderpigerne i Savoien bruge. Efter ſalig Tavans Dod har der forovrigt veret gjort alt muligt for at give Etablisſementet det, hvad der tilkom det. Butiken har været en af de forſte, der fik Gasbelysning; i den ſidſte Tid har Onkel Cæfar reſtaureret og dekoreret Huſets Forſide. Igjennem de blanke og ſtore Ruder kunne de Forbigagende ſee pan den af Proſper Baduel omhyggeligt og ſymmetriſt be- ſorgede Udſtilling af Varerne: — de i Baggrunden vifteformigt ophængte Kjoletoier, Baandguirlanderne i alle mulige Farver, hele Buketter af kunſtige Blomſter,

30 To Ssſtre.

Bundter af Traad og Silke og de ſtrobelige Byg— ninger af Straahatte i halpeirkelformede Opſtillinger

Paa den Tid, da denne Fortælling begynder, be— ſtod Perſonalet, der ſtod under Proſper Badnels Commando, af to Butiksjomfruer og en Mand til at gjore reent og beſorge Indpakning. Fru Tavan pas⸗ ſede ſelv Kasſererforretningerne; hun ſad fra Ni om Morgenen til Syv om Aftenen i et lille Rum med et Vindue, der var anbragt ved Indgangen til den lange og Dybe Butik, og hvorfra man kunde holde Øie med baade Kunderne og Butiksperſonalet. Paa den ſmalle, loederbetrukne Bænk, ſom var det eneſte Meubel i det lille Aflukke, var der Plads til to Perſoner, og naar Onkel Cæjar kom hjem fra fine Forretninger i Byen, gik han ofte derind for at fee til fin Soſter og hjælpe hende med at gjøre Bogerne op. Hans to Niecer ſatte kun ſjeldent Foden i Butiken. Fru Tavan fandt det meſt pasſende og ſikkreſt, efterat de vare komne tilbage fra det hellige Hjerte i Chambéry, at holde dem borte fra Samkvem med Kunderne og Butiks— jomfruerne; hun forlangte, at de ſkulde blive i den private Leilighed, hun beboede paa forſte Sal i et tilſtodende Hus paa Hjornet af Place Saint-Fran⸗ gois. De maatte pasſe Huſet, holde Linnedet vedlige og brodere lidt. Baade Onkel Cæfar og hele Per⸗ ſonalet indtoge ogſaa deres Maaltider hos hende. — Kun Proſper Baduel nod den Forret at ſpiſe ſammen med Familien; Butiksjomfruerne blev der deeket til i

To Sßſtre. 31

et andet Verelſe, og Karlen ſpiſte i Kjokkenet. — Alle disſe Menneſker boede ovenover Magaſinet, endog Onkel Dumoulin, hvis Varelſe ikke var ſtort bedre end hans forſte Kommis'. Han opholdt ſig foroprigt der kun, naar han ſov, da han tilbragte Aftnerne ſammen med ſin Soſter og ſine Niecer.

Som Folge af denne Ordning var Claudia og Frangoiſe ene en ſtor Deel af Dagen og nod temmelig megen Frihed. De kunde rigtignok ikke faa let mis⸗ bruge den; thi inden Moderen gik ned i Forretningen, meddeelte hun dem, "hvad de havde at beſorge den Dag, og om Aftenen ſaae hun efter, om det virkelig ogſaa var udfort. Fru Tavan var en kraftig, mork, tor, deſpotiſt og heftig Kone. Hun havde, efter hvad der blev ſagt, været meget forelſket i og ſkinſyg paa ſalig Tavan, der var en rigtig kjon Mand og i Fir⸗ maet repreſenterede den opfindſomme og driſtige Side. Efter hvad ſlemme Menneſker ſagde, var Tavan dod paa Grund af denne altfor heftige ægteftabelige Kjer⸗ lighed, og ſkjondt hans Enke endnu var ung og lidet ſkikket til enſomt Liv, havde hun dog ikke villet ind⸗ lade fig paa at gifte fig igjen. Onkel Ceſar, der ikke ſatte overdreven Pris paa ſin Svoger og betragtede ham ſom et upraktifk Menneſke, havde forgjeeves ſogt at bevæge hende til at give ham en Efterfolger; hun havde holdt paa fin Sorg og udelukkende levet for fine Dottres Opdragelſe. Dem elſkede hun paa fin Maade; hun ſtraffede dem for det mindſte Tegn paa Mangel

32 To Soſtre.

paa barnlig Lydighed og forkjcelede dem Dagen efter ganſke utaaleligt. Cæfar Dumoulin, der var ligeſaa myndig ſom hans Soſter, men mere koldblodig og ſindig, forſogte uden Held at afhjælpe Manglerne ved dette Opdragelſesſyſtem. Ogſaa han holdt paa ſtreng Diſciplin; men han vilde, at der ſkulde være mere Ligevægt i denne Strenghed, og faa bebreidede han ogſaa fin Soſter, at hun opdrog fine Dottre altfor meget ſom fine Damer. — Trods deres indbildte Forſtand paa Opdragelſen vare, naar det kom til Stykket, de to Handelsmenneſker, der vare optagne af deres Forretninger og hverken havde Tid til eler Forſtand paa at ſtudere de unge Pigers Charakteer, fuldſtendigt ukjendte med Claudia og Fransoiſe, ſom de ikke havde forſtaaet at gjøre meddeelſomme.

Frangoiſe holdt meget af fin Moder, med hvem hun i det Ydre havde megen Lighed. Ligeſom hun var hun heftig, ſandſelig og lidenſkabelig; hun gav efter for enhver Indſkydelſe og var iſtand til at be— gage en eller anden Letſindighed under Paavirkning af fine Nervers uimodſtaagelige Tryk. — Claudia havde arvet Fru Tavans beſtemte og energiſke Charak— teer; men lignede ellers meſt Faderen. Hun havde hans ømme, begeiſtrede og drømmende Natur. Hun var af Inſtinkt romantiſk, uden egentlig at have leſt Romaner. Hun var vognet op under det folde, korrekte, profaiffe Liv i Huſet Dumoulin, ligeſom en hvid Lilie kan ſkyde op imellem Fliſerne i et Varelager.

To Spſtre. 33

Overladte til fig ſelv i det ſtille Hus paa Place Saint⸗Frangois, optagne af Husgjerning og Syening, uden anden Adſpredelſe end den ensformige Fornoielſe at kigge efter Folk, der gik forbi, havde de to unge Piger allerede ſom Born fattet uendelig Kjerlighed til hinanden. De havde aldrig været fra hinanden, og deres uffyldige gjenſidige Meddelelſer og ſmaa ſoſterlige Glæder havde været deres eneſte Fornoielſe. Hos Frangoiſe var Hengivenheden mere inſtinktmeesſig, pasſiv og egenkjerlig, hos Claudia var den mere ligelig, mere inderlig, mere opmerkſom og poetiſk op— offrende. Naar under deres Aftenpasſiar Onkel Cæfar undertiden paa en fin Maade hentydede til det Tids— punkt, hvor man maatte tenke paa en Mand til en af Soſtrene, fik Claudias Anſigt et morkt Udtryk, og hun fik Taarer i Oinene, blot ved at tænke paa den mulige Adſkillelſe. Hvor ſtrengt end Regimentet var i Hjemmet, havde hun dog ikke mindſte Lyſt til For⸗ andring, ſaafremt denne medførte, at hun ſkulde ſkilles fra Soſteren.

Og dog ffal Gud vide, at det var et ensformigt og kjedeligt Liv,