Den uforbederlige bibliotekar

Niels Jensen For Romantik og Historie Maanedsskrift. Udgivet af H.P. Holst, 1868-90.

Om indholdet på: https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p104811.htm

Udarbejdet 2023 af Niels Jensen

Opdateret den 7. oktober 2023 af Niels Jensen

„ SR 5 LØR bi SEE 2% «3 e de 8 e 24 „ Lee . ta e

7

2 N 7 55 RE 5

*

2

7750

N

— .

2 2 Nr 5 $ ER 5 8 2 * Tce 5 05

X

t=

hf. P. Holst:

— Kor Bamantik og Histarie.

Treogtredivte Bind.

Kjøbenhavn. J. Cohens Bogtrytferi. 1884.

Indhold.

—

. Side. „Imellem os ſelv“. Fortælling af Osſip Schubin. (Sluttes i næfte Hefte.) oo οοοο so 1 Sange ved Mindefeſten paa Garniſons Kirkegaard den 25. Juli 1884. Af Martin Kok Geer ber 93 „Imellem os ſelv“. Fortælling af Os ſip Schubin. (Sluttet.) ) e N 2 97 Ludvig den Femtendes Sygdom og Bod. Af Hertugen f dds SEES el eterelnte Go rele er ele .193 Sammenſlyngede Veie. En Fortælling af Henning Schheude gs 8 242 Moder og Datter. En lithauiſt Fortælling af Ernſt Wii es SINA skare I EDEL PANEL SEES See RER 289

Over Semmeringbanen til Trieſt. Af H. P. Holst . . 375 Billeder fra den romerſke Keiſertid. Af J. Johanſen 385 En Omvendelſe. Af Th. Bentzoor˖ nn 395

Side, En Skueſpiller og Geheimehofraad. Af G. Valbert .. 450

Digte af Goethe, ved J. Johanſen.

I. Overalt den eee 476

Ar ne,, EEN 477

n ice e 478

Et Tilbageblik. Digt af Adolf Langſted . U 480

Barnet fra Aſien. Novelle af Wilhelm Bergen 481 Et Dolkeſtik. Af en amerikanſk Opdagelſesbetjents Op⸗

/// ² ccc 557

Den forſte Julenat. Digt af J. Joh anſen 568

„Imellem os selb“ Fortelling af Osſip Schubin.

I.

Det var i Rom i Halvfjerdſerne; det romerffe Selſkab havde allerede ſpaltet fig i en „monde noir“ og en „monde blanc“ og viſte endnu ikke mindſte Tegn til, at den atter ffulde blive forenet i en monde gris", É

Den hellige Fader havde forſkandſet fig bag fin Martyr⸗Preſtige i Vatikanet, og Kongen havde begyndt at holde Hof i Quirinalet.

Blandt de meſt fremragende Sſterrigere, der til- bragte Vinteren i Rom, var ogſaa Otto Ilſenbergh, et mere betydeligt Medlem af den oſterrigſke Frudal⸗ adel, der var reiſt til Rom officielt for ſit Helbreds Skyld, men egentlig kun for at ſtudere Kildeſkrifterne

1

— —ä4äàʃ 1 ᷑ : „

2 „Imellem os ſelv“.

i Vatikanet i Anledning af hans „Miraklernes Hi⸗ ſtorie“. Den er ogſaa nu for lenge ſiden udkommen under et curieuſt Pſeudonym.

Han boede med ſin Huſtru og en heel Mengde ſtorre og mindre rodhaarede Ilſenbergh'ere paa Cor— ſo'en i Palazzo ***, en vidtløftig hiſtoriſk Bygning med kolde Steentrapper og kjedelige Beboelſes⸗ verelſer, ſom ſnarere ſyntes ſkabte til Moder af Sammenſporne end til uſtyldige routs og Smaaballer.

Grevinden tog hver Aften imod, naar hun ikke havde bedre Adſpredelſe. Hun var en født Prindſesſe Auerſtein, af den Auerſtein⸗Zolling'ſke Linie, hvis kvindelige Medlemmer ſom bekjendt alle udmeerke fig ved hvide Oienbryn og den ſtrengeſte Sadelighed.

Folk kom gjerne hos Ilſenberghs. Tonen var aldeles ikke ftiv; man rog i Salonen — Grevinden rog ſelv ſine Regalias.

Det var i Begyndelſen af December. Derude regnede det, og de tætte Draaber ſlog pladſkende mod Ruderne. J en uhyggelig ſtor, freſkomalet Sal fad Grev Ilſenbergh boiet over et lille Skrivebord, der aabenbart kun var beſtemt til at ſtrive Kjerligheds⸗ breve ved, og ſmurte en Artikel op til „Unſere Zeit.“. Saaledes hed nemlig et feudal⸗tendentieuſt Blad, der blev ſtottet af Greven, Holdt af hans Standsfeller, men forreſten ikke leſtes af Nogenſomhelſt undtagen — liberale Journaliſter, naar de gik paa Jagt efter reaktionaire Dumheder.

»Imellem 08 felv”. 3

Grev Ilſenbergh var meget forknyt. Den øjfter- rigſke Statskunſt havde atter fat Kronen paa fine ſtorartede Præftationer ved den meſt ſtorartede af alle — ved for fjerde Gang i Løbet af tre Aar at forkynde en „ny Era” og ved, brydende med alle For— Domme, at gjore et Forſog med et exkviſit-liberalt Miniſterium, der maaſkee var beſtemt til varigt at befeſte de oſterrigſke Folkeferds Lykke — men i ethvert Tilfælde til at berige Salonerne i Ringſtraße med endnu et halvt Duſin Excellencer.

Grev Ilſenbergh fpanede Verdens Undergang.

Grevinden ſtrakte fig i en Cauſeuſe ved Siden af en af Marmordimærer indfattet Renaisſancekamin. De ſmukke Udgaver af Mommſen's og Ampesre's Verker lage ſpredt rundtomkring i Salen; hun ſelv holdt det forſlidte Bind af en Leiebibliotheksroman i Haanden. Hun var en ſtor, aprikosblond, ſteerkt blusſende Kone af fvær Figur og tynde Lemmer, havde et ubetydeligt Anſigt, talte Tydſk og Franſk med ſteerk Wieneraccent, var gammeldags kledt og ubehjelpſom i ſine Bevegelſer — ikke deſtomindre vilde enhver Sagkyndig i hende kunne ſee den ariſto— kratiſte Dame. Som en imponerende Staffage ved alle Hoffeſter ſnublede hun aldrig over fit Slæb og forſtod at bære Vegten af fine Familiediamanter med en ophoiet Ligegyldighed.

Portièren bruſede tilbage, „General von Klinger“

blev meldt. 1*

4 „Imellem os ſelv“.

General von Klinger var en gammel Sſterriger, der vel havde været faa heldig at udmærke fig med fit Kavalleriregiment ved Sadova, men ſom derefter, oprørt over den „nationale Blamage“, havde opgivet Vaabenhaandverket og med den ham ved Afſkeden tildeelte Generalstitel udelukkende helliget fig til Maler⸗ kunſten. Allerede ved Regimentet var han gaaet for at være et Malergeni og havde hoſtet megen Berom— melſe for den udmærkede Maade, hvorpaa han med fin gyldne Blyantspen forſtod at henkaſte galopperende Heſte, redne af ſammenbukkede Jockeyer, paa Bagſiden af gamle Breve eller pan Viſitkort. Man beundrede navnlig den forbauſende Fart, hvori han udførte disſe Kunſtverker. Senere havde han i Paris „ſtuderet Kunſten“, var tre Gange bleven afviiſt af Salonens Jury og var tilſidſt bleven enig med ſig ſelv om at betragte dette ſom en Udmerkelſe, — hvorved han jo

kunde folge det glimrende Exempel af en Rousſeau, 8 Delacroix og mange andre Martyrer, der ogſaa havde maattet finde fig i at lide ſamme Sfjæbne. Som miskjendt Geni var han draget fra Paris til Rom, hvor han etablerede ſig ſom Maler i et prægtigt Atelier paa Piazza Navona. Dette Atelier ſtod hver Dag fra tre til fire aabent for Publikum og var et pundet Samlingsſted for den romerſke Verden.

Man ſmilede over den gamle Soldats Kunſt, uden at finde ham latterlig. Han var en Heders⸗ mand og en Gentleman. Som fan mange gamle

„Imellem os felv”. 5

Ungkarle, hvis Peberſvendeliv ſtammer fra en ulykkelig Ungdomskjerlighed, var han pderſt ſkarp pan en ſentimental Baggrund, fort ſagt en pesſimiſtiſt Idealiſt. Som en ſmuk, ſtram, gammel Militair med ſtiv Skjortekrave og romantiſke Dine kunde han glæde ſig ved at ftaae høit anſkreven hos alle fornemme Damer i Rom.

„Det er ſmukt af Dem, at De tenker paa os,“ ſagde Grevinden med en hjertelig Velkomſthilſen og tilfoiede: „Et ubehageligt Veir, ikke fandt? See at blive lidt varm.“

Grev Ilſenbergh vendte fig om fra fit Skrive— bord og ſagde: „Hvorledes gaaer det, General?” men boiede ſig ſtrax efter igjen ned over ſin Artikel, idet han bemærkede: „En gammel Bekjendt ſom De vil undſkylde, at jeg arbeider videre, kun endnu et Par Linier — tre Ord. Det er alvorlige Tider, hvor Enhver maa holde tappert ud paa ſin Poſt!“ — og den feudale Sags Forpoſt dyppede tungſindig ſin Pen i Blakhuſet.

Generalen bad ham, ikke at lade ſig forſtyrre. Grevinden ſagde et Par Ord om en muſikalſk Soirse, Greven fatte lidt efter en tyk Streg under fin færdige Artikel, ſagde triumferende: „Det vil give Dem Noget at bide paa!” og fatte fig faa hen til de to Andre ved Kaminen.

Nede i Porten holdt en Vogn.

„Det maa være Truyn, han kom igaar,“ ſagde

6 „Imellem os fagt”.

Grevinden, og ſtrax efter blev ganſte rigtig Grev Truyn meldt.

Erik von Truyn var — dengang i Rom — en Mand i Trediverne med tidlig graanet Haar log lige— gyldigt blinkende Blik. Man kaldte ham den „frap⸗ perede Truyn“, fordi han ſtedſe gjorde Indtryk af at være afkjolet i den hoieſte Diſtinctions Jis. Hans ſtive Holdning bragte ham i Ry for at være uendelig hovmodig — og bagtalte hans Indre.

Han var et uſedvanlig godt og ædelt Menneſke, og hvad man anſage for Hovmod var kun Undſeelſen hos en meget ſenſitiv Natur, der vel engang havde gjort fig latterlig ved idealiftite Overdrivelſer og nu eengſtligt lagde Skjul paa fine Folelſers Helligdom.

„Ah, Truyn! Seer man Dem da endelig! Hvorledes gaaer det?“ ſagde Grevinden paa fin hjertelige, forefommende Maade.

„Som ſedvanlig,“ beſvarede Truyn hendes Sporgs— maal til hans Befindende. a

„Hvad tager din Kone fig for?“ ſpurgte Ilſen⸗ bergh.

„Det veed jeg ikke.“

„Er hun endnu i Nizza?“

„Jeg veed ikke.“ Ved disſe Ord fif hans Anſigt et forunderlig ſtift og koldt Udtryk.

„Bliver De længe i Rom?“ henvendte nu Grev⸗ inden ſig til ham, idet hun med fiin Folelſe ſogte at lede Samtalen hen paa et behageligere Thema.

„Imellem os felv”. 7

„Saalcenge min lille Kammerat ſynes godt om at være her,“ ſvarede Truyn. Sin lille Kammerat kaldte han nemlig ſit eneſte Barn, en lille Pige paa tolv Aar.

„De man fnart tage Deres lille Gabrielle med til os,“ ſagde Grevinden „min Mimi og Lintſchi ere i ſamme Alder.“

„Jeg ffal med det Forſte bringe den Lille med; men hun er desverre meget undſeelig. Hun kan egentlig ikte komme ud af det med Fremmede, „kun Generalen der og vor Fetter Sempaly har hun rigtig ſluttet fig til.“

„Nicki?“ udbrød Grevinden forbauſet, „har han Taalmodighed til at give ſig af med Born?“

„Han har endog et ſerligt Talent i den Retning. Han har idag ſpiiſt hos os.“ 7

„Han er aldeles uberegnelig,“ beklagede Grev— inden fig; „til os kommer han neſten aldrig.”

J det ſamme horte man ſagte Skridt — og Grev Sempaly blev meldt. „Lupus in fabula,“ bemerkede Ilſenbergh.

Den Herre, der traadte ind, kunde vel være otte eller niogtyve Aar, han var af Middelſtorrelſe, ſlank, men dog af kraftig Bygning, havde et regel— mesſigt, uſcedvanlig ſmukt formet Anſigt, et ind= ſmigrende Smil og ſtore blaa Oine under brede, brunlige Sienlaag. Med fit indſmigrende Smil gjorde han de driſtigſte og ondſkabsfuldeſte Bemerk⸗

8 5 „Imellem os ſelv“.

merkninger, og om Glandſen i hans Sine antydede et Lyn eller en Solſtraale, det kunde Ingen blive klog paa.

Han kysſede med flygtigt Galanteri Grevinden ban Fingerſpidſerne, hilſte pan de Andre med en eiendommelig ligefrem Hiertelighed og tog tilſidſt Plads paa en Tabouret ved Siden af Huſets Frue.

„Det er da godt, man endelig engang ſeer Dig, Du kommer virkelig altfor ſjelden, Nicki; heller ikke i Selſkabslivet ſeer man meget til Dig,“ ſagde Grev— inden i en mildt bebreidende elegiſt Tone. „Hvorfor kommer Du faa ſjelden i anſtendigt Selſkab?“

„Fordi han morer fig bedre andenſteds,“ mumlede Ilſenbergh halvhøit.

Men et ſtraffende Blik fra hans Huſtru fik ham ſtrax til at antage en værdig Mine. ;

„Jeg kan ikke overfomme det,“ undſkyldte Sem⸗ paly ſig halvt ſmilende, „jeg har virkelig for meget at beſtille,“ ;

„For meget at beſtille?“ gjentog Truyn med ſin ſtille Ironi, „maaſkee med den hoiere Politik? Hvad Nyt er der da?”

„En merkelig ledende Artikel i „Temps“ om Vafkefadsſporgsmaalet,“ ſagde Sempaly med perfid Alvor.

„Vaſtefadsſporgsmaalet?“ gjentog de Tilſtede⸗ værende med enſtemmig Forbauſelſe.

„Ja,“ vedblev Sempaly ganſke rolig, „Sagen

„Imellem os ſelv“. 9

forholder ſig nemlig ſaaledes. Da for nylig den unge Hertug af B. . . n i Paris ffulde aftjene fin Værnepligt, . følte han fig ubehagelig berørt af den Omftændighed, at han ikke alene maatte boe i Caſernen ſammen med ſine Kammerater, men endog ſom ſimpel Soldat fulde vaſke fig ved Poſten. Derover blev ogſaa hans Mama i den Grad indigneret, at hun ſendte Krigsminiſteriet en Anſogning om, at hendes Son maatte fane fit eget Vaſkefad. Efter en længere Overveielſe i Miniſteriet blev der givet et afflagende Svar pan fjendes Andragende. Man fandt, at et ſaadant ſeparat Vaſkefad ſtred imod de udodelige Principer af 89.“

. „Men det er dog neſten utænfeligt,” mente Truyn; Ilſenbergh traf pan Skulderen, og Grevinden ſpurgte naivt:

„Hvad er de udødelige Principer af 89 for Noget?“

„Det var de idealiſtiſke Overeenskomſter imellem Poblen og Ariſtokratiet,“ ſagde Sempaly rolig, „eller, om Du hellere vil, Fordommens forſte Capitulation for Fodderne af den hoiere Humanitet,“ tilfoiede han ſmilende.

Grevinden var lige klog, Sempaly viftede ſig ondſkabsfuldt ſmilende med en japaneſiſk Kaminſkicerm, og Ilſenbergh bemerkede:

„Ah, Du er Demokrat, Sempaly!“

»Maade.

10 „Imellem os ſelv“.

„Fra Fugleperſpektivet,“ ſagde Truyn tort. Hans Fetters Liberalisme indgjod ham ikke ſynderlig Tillid.

„Jeg er ſtadig Demokrat, efterat jeg har leſt „Middelalderen“, ſagde Sempaly rolig. — „Middel⸗ alderen“ kaldte han nemlig ſin Fetters reaktionaire Blad. — „Forreſten, Spog til Side, jeg er liberal; men dog finder jeg de Radikales voxende Overmagt noget betenkelig. Tiens! jeg har rent glemt at med— dele Dig et Par Nyheder, ſom ville glæde Dig, Fritzi! De Rode have ſeiret overalt i Paris, og i Madrid er der En, der har ſtudt paa Kongen.“

„Forferdeligt!“ Grevinden foer ſammen; „vi opleve endnu en anden Commune.“ „98“ ſagde Truyn ſpottende paa fin dæmpede

„Vi ſkulde virkelig drage en Cordon om det oſterrigſfñe Monarki for at holde den grasſerende demokratiſke Peſt ude,” bemerkede Sempaly alvorligt. „Ilſenbergh, Du maa ſtille et Andragende derom i Herrehuſet.“

„Daarlige Vittigheder ere her ikke paa deres Plads,“ ſagde Grevinden, „Sagen bliver altfor be— tenkelig.“ 8

„Hos os endnu ikke,“ mente Truyn; „vort Folk er altfor taalmodigt.“

„Det har en fund Kjeerne,“ afbrød Ilſenbergh ham med Pathos.

„Det har endnu ikke vigtig Forſtand paa Fri⸗

„Imellem os ſelv“. 11

heden,“ mente Sempaly ſmilende, „og Ligheden er for det en Slags allerhoieſte Agurkeſalat.“

Dertil ſvarede Ilſenbergh: „Vort Folk er meget loyalt, det veed .

„Aa!“ afbrod Sempaly ham leende — „det er Eders Held, at det kun veed meget lidt. Naar det engang lukker fine aandelige Oine op, ere J ikke mere ſikkre paa Eders Liv. Var jeg Murſvpend, vilde jeg ogſaa være Socialdemokrat.“

Efter denne glimrende Culmination lagde Sem— paly ſine Arme overkors pan Bryſtet og ſaae fig udfordrende om i Kredſen.

„Socialdemokrat!“ udbrød Ilſenbergh med Liden— ſtab, — „Du! — Nei, Nicki, det vilde Du aldrig blive. Geh Ting vilde altid have frelſt Dig 855 en ſaadan Skjcendſel — Religionen!“

„Hm!“ brummede Sempaly eftertenkſom.

Men Truyn bemærkede, idet han fortrak Læberne paa en eiendommelig Maade: „Maaſkee vilde Sem— paly ikke have havt megen Religion ſom Murſpend. Det vilde falde ham fvært at anerkjende en Gud, der Havde viiſt fig ſaa karrig imod ham.“

„Stille, Truyn!“ ſagde Sempaly bebreidende og ikke uden Nerveuſitet til Fœtteren. „Du veed, jeg holder ikke rigtig af, at man taler om Troesſager.“

„Det er jo fandt! Du gaaer med katholſke Sky⸗ klapper og er altid bange for din Religion. Det vilde være Dig meget ubehageligt, ikke at kunne haabe

12 „Imellem 08 fjeld”,

ban en ſmuk, uoverſeelig Forlengelſe af din rare lille Tilverelſe,“ ſagde Truyn.

Sempaly havde nemlig egentlig aldeles ingen Religion; men ligeſom faa mange Andre, der have det altfor godt her, klyngede han fig til Troen paa Udodeligheden. Derfor bar han katholſke Skyklapper og vilde ikke for Alt i Verden have bladet i et Bind af David Strauß.

„Man har jo ſat os Dolken for Bryſtet!“ ſukkede Grevinden ſtadig fordybet i ſine ſorte Fanta⸗ ſier. „Dette nye Miniſterium!“ Hun ryſtede paa Hovedet.

„Har ikke Andet at betyde end et Par ledende kjedelige Artikler i Bladene og en Overflodighed af Love, ſom Monarkiet ikke i mindſte Maade bryder ſig om,“ bemerkede Sempaly.

„Den oſterrigſte Pobel ffærer nu ogſaa Tænder,” klagede den engſtlige Grevinde.

„Aa! den oſterrigſte Pobel er i Grunden en flink Fyr; han bider Dig kun, naar Du ikke tillader ham at ſlikke dine Hender,“ ſagde Fetteren beroligende.

„Det Ene vilde være mig lige ſaa ubehageligt ſom det Andet,” ſvarede Grevinden og fane med en vis Stolthed ned paa fine fine hvide Hender.

„Men ſiig mig, Nicki,“ blandede Ilfenbergh ſig i Samtalen, „er det nye Miniſterium ikke til Skade for dit Avancement?“ 5

Sempaly var nemlig Praktikant i den oſterrigſte

„Imellem os ſelv“. 13

Fabrik af politiſte Forviklinger. „Naturligviis,“ ud⸗ brød Sempaly, „jeg havde haabet at blive befordret til London ſom Sekretair. Til London gaaer nu en af de herværende Sekretairer, og de Herrer Demo— krater ſende faa en af deres Protegséer for at indtage hans Plads. Min Chef har meldt mig det idag.“

„Hvem er den nye Sekretair?“ ſpurgte Grev— inden ivrig; „naar det er en Protegé af de Folk, maa det jo være et ſkrakkeligt Menneſke.“

„En vis Sterzl . .. meget varmt anbefalet, kommer fra Teheran, hvor han har udmeerket fig,” ſagde Sempaly.

„Sterzl!“ gjentog Ilſenbergh ironiſt.

„Sterzl!“ udbrød hans Huſtru forfærdet - — „forhaabentlig er han ikke gift — det vilde være det Allerveerſte!“

„Forſaavidt kan jeg berolige Dem, Grevinde,“ bemærkede Generalen, „Sterzl er ugift.”

„Er han maaffee en Bekjendt af Dem?“ mum— lede hun lidt ſpagferdigt.

„Han er Son af en af mine kjereſte Kammerater,“ ſvarede Generalen, „og hvis hans Udvikling har holdt, hvad hans Evner lovede, er han i ethvert Til— fælde et dygtigt, charakteerſterkt Menneſke og en be⸗ tydelig Capacitet.“

„Det er altid Noget,” læfpede Ilſenbergh ned— ladende.

„Ja, det forekommer ogſaa mig,“ mente Sempaly

14 „Imellem os ſelv“.

og purrede fig i Haaret; „een Arbeider behøve vi idetmindſte.“

„Mig havde man lovet denne Plads til min Neveu,“ mumlede Grevinden ſorgmodig. „Übe— hageligt!“

„Overordentlig!“ meente Sampaly humoriſtiſt, „ſaadant et fremmed Element gjor kun Forſtyrrelſe, ikke ſandt? Vi blive helſt imellem os ſelv.“ —

Nu blev Theen bragt ind paa en japaneſiſt Etagere, og den borgerlige Sekretair var forelobig glemt. — . '

II.

Sempaly gav ikke Demokraten ene for at ærgre fin Couſine, han anſage lig virkelig for at være meget liberal, fordi han kom med daarlige Vittigheder om de Conſervative, lo af Adelen ſom et ærværdigt Apparat, der er lige faa tidsſvarende ſom Pyra⸗ miderne, kun en heel Deel mindre varigt. Men trods fin theoretiſte Reſpekt for Menneſkerettighederne, trods ſin ſpydige Foragt for Reaktionen var Sempaly mindre tolerant end hans mere middelalderligt anlagte Fetter Ilſenbergh. Ilſenbergh var med al ſin feudale Myſticisme dog kun en officiel Ariſtokrat, Sempaly var det af Inſtinkt; Ilſenberghs Standsfolelſe var en Parti⸗ og Hovmodsſag, hos Sempaly var Nerverne med i Spillet.

„Imellem os ſelv“. 15

Et Par Dage efter den livlige Debat hos Ilſen— bergh traf Sempaly ſammen med Generalen, fortalte ham, at den nye Sekretair var kommen, og tilfoiede ſmilende: „Jeg troer ikke, han kan holde ſig.“

„Hvorfor ikke?“ ſpurgte Generalen.

„Jordi han taler jaa daarligt Franſt og ikke har Forſtand paa gammelt Porcellain,“ ſagde Sempaly med megen Alvor. Derpaa vedblev han: „Jeg fore— ſtillede ham igaar for Fru de Gandry. Neppe havde han vendt os Ryggen, for hun — hm! Fru de Gandry er Datter af en Leœderhandler i Lille — ſpurgte mig „er han af Adel“, og tenk Dem, jeg kunde ikke give hende Beſked derom! ... Hvad for en Borgerlig der er Baron, og hvad for en Jode, der er Chriſten — det bider jeg aldrig Merke i!“ Derpaa tilfoiede han med et ubeſkriveligt Smil: „Han hedder Cecil Maria! Cecil Maria Sterzl lyder godt, ikke ſandt!“

Cecil Maria! Det Navn fød latterligt og pas— ſede daarligt til ham. Hans Fader havde været Dragonofficer, men havde tidlig trukket fig tilbage fra Tjeneſten og var ſlaget ind pan Landveeſenet. Hans Moder var en afblomſtret Froken von ..., hun an- bragte ſin Krone paa ſit Linned, ikke blot paa det, der horte til ÜUdſtyret, men ogſaa paa det ſenere an— ſkaffede, plantede en Fane med fit Vaabens Farver pan det lille Slots lille Taarn og blev af alle fine Bekjendte tituleret „Baronesſe“, hvad hun forreſten aldrig havde været.

16 „Imellem os ſelv“.

Da hun et Aar efter Bryllupet blev Moder til en kjon Dreng, blev der naturligviis raadſlaget ivrigt om, hvad han ſkulde hedde. „Cecil Maria,“ lœspede Moderen. „Vrovl! Knegten ffal hedde Anton efter fin Bedſtefader,“ ſparede Sterzl meget fornuftigt. Men ſaa braſt Barſelkonen i Graad. Hvad kan den mandlige Fornuft udrette ligeoverfor en Barſelkones Taarer? — Den lille Fyr blev dobt Ceeil. — Neppe fyrgetyve Aar gammel dode Sterzlu sen. af Skarlagens⸗ feber. Hans yngſte Datter, ſom han elſkede til Af⸗ guderi, laa haardt angreben af denne lumſke Sygdom, og ved ſin opoffrende Pleie af Barnet var han bleven ſmittet.

Cecil var dengang en kjon, lidt klodſet Dreng med ſtor Foragt for det franffe Sprog, ſom hans Soſtres Gouvernante ſogte at pine ind i ham, og en afgjort Forkjcrlighed for Omgang med Kudſte og Bonderdrenge. Baronesſen klagede altid over, at han var doven og ikke „ſoignerede“ ſine Hender.

Formynderſkabet over de faderloſe Born blev overdraget til General Sterzl, en ældre Broder til den Afdode. Han tog ſig alvorligt af Bornene, be— ſtyrede deres Formue med Omſigt og ſorgede ſam— vittighedsfuldt for deres Opdragelſe. Efterat have kaſtet et fort, iagttagende Blik paa den begavede, men forvildrede Dreng, hans pyntelige Moder og den underdanige Hovpmeſter, traf han paa Skuldrene over det hele „Wirthſchaft“ og ſatte Cecil i Thereſianum,

„Imellem os felv”. 17

det beromte Ridderakademi, ſom alle oſterrigſte Offi— cerer betragte ſom en udmeerket Opdragelſesanſtalt — vel at merke, naar de ikke ſelv ere blevne. op— dragne der.

J det forſte halve Aar folte Cecil ſig grendſeloſt ulykkelig i fine nye Omgivelſer. Han havde altid været vant til overalt at være den Forſte; det faldt ham derfor haardt i Theraſianum pludſelig at maatte ſpille den ſimpleſte Rolle. Skjondt hans Evner vare bedre end de fleſte af hans Kammeraters, ſtod han dog paa Grund af ſin forſomte Opdragelſe i ſine Studier tilbage neſten for alle. Tilmed var han, naar undtages en Elev fra Graz, der ſtadig pralede af et ſtraalende, illegitimt Stamtræ, den eneſte Borger— lige i det fornemme Inſtitut. Hans Kammerater gjorde Nar af hans mehriſke Accent, hans Klodſethed, hans Navn. Vi have Alle maattet doie den Slags Ubehageligheder i Skolen. Han kunde i lang Tid ikke blive fortrolig med denne Nodvendighed, og i hele det forſte Semeſter beſtormede han uafladeligt i fine Breve Moderen og Formynderen med Bonner om at flippe fri. Men Moderen og Formynderen vare dove for alle hans Klager. — Reſultaterne, ſom Cecil i Sommerferien bragte med ſig hjem fra Skolen, vare: en trykket Stemning og meget ſmukt pleiede, lange hvide Negle. ;

Det næfte Skoleaar begyndte. han med at gjennem—

prygle den kjedelige Dreng fra Graz, der var ilde ' 2

18 „Imellem os ſelv“.

lidt af hele Skolen paa Grund af hans Pralerier.

Dette gjorde ham vieblikkelig meget populair. Han

begyndte at ſtudere flittigt. Hans Profesſorer roſte

hans Fremſkridt — hans Klager horte op.

Begyndte det ogſaa for ham at have en vis Tillokkelſe, om Sondagen at hore Mesſen blive leſt af en Biſtop, daglig at blive betjent af galonerede Ordonantſer, at lære at dandſe af den ſamme Veteran, der giver Underviisning ved Hoffet” at være Dus med Sſterrigs fornemſte Navne? — Det vilde have veret vanſkeligt at afgjore. Tilſyneladende tog han det Altſammen med ſtorſte Ligegyldighed.

i Senere kom han i det orientalfte Akademi, tog en glimrende Examen og traadte nu, ſtadig protegeret af fin Onkel, ind pan den diplomatiſte Bane. Man ſendte ham til en aſiatiſt Hovedſtad, ſom dengang netop blev hjemſogt af Cholera og Revolutioner. Han udmerkede fig og fit Jernkroneordenen. — En Ting var man ſnart kommen paa det Rene med i Rom: den nye Sekretair var ikke en Perſon, man kunde af⸗ færdige med en vittig Spot. Der var ikke noget Banalt, Smaaligt i hele hans Veſen. Han var en ſtor, bredſkuldret ung Mand med en ſtiv Holdning, der gjorde, at han lignede en civilkloedt Militair, med kortklippet brunt Haar og et markeret Anſigt. Hans Optræden var lidt tung, men korrekt og fuldftændigt fordringslos og jevn.

„Imellem os felv”. 19

III.

Geſandtens Mening om den nye Sekretair var aldeles forſkjellig fra Sempaly's:

„Min bedſte Arbeider,“ ſagde Hs. Excellence, „en ganſke merlverdig Arbeider, ſkarpt Hoved — en virkelig Capacitet .. . desværre kun ringe Smidighed . .. altfor ringe Smidighed.“ — Og ikke alene hos ſine Foreſatte havde han i fort Tid gjort fig faa afholdt; ogſaa imellem. ham og hans yngre Colleger opſtod der ſnart et ſerdeles behageligt Forhold.

„Forviklingsanſtalten“ i Rom vrimlede dengang i den Grad af ſmukke og elegante Drivere, at, ſom Sempaly udtrykte ſig med fin letfeerdige Vittighed, Palazzo di Venezia ſnareſt gjorde Indtryk af et hoiere Penſionat for Comtesſer med Overſtjceg. Sterzl iagttog med ſtorſte Sindsro og Overbeerenhed deres uſkadelige Driverier. Af disſe unge Herrer kunde man da umuligt forlange en alvorlig Virkſomhed; man kunde lige faa let dresſere Sommerfugle til Myrer. Han var altid villig til at ſkjule deres ſmaa Forſommelſer i Tjeneſten og at indromme dem enhver Frihed. Han vilde arbeide, vilde preſtere Noget — det var hans Sag; de vilde muntre ſig, nyde Livet — det var deres Sag. Paa den Maade kom man ud— merket ud af det ſammen.

Medens Sterzl ſaaledes meget ſnart havde gjort fig overdentlig afholdt af fine Colleger, var der der⸗

imod vedblevet at være et viſt koldt Forhold imellem 2*

20 „Imellem os ſelv“.

ham og det romerſke Selſkab. Hans Formand havde ikke i fjerneſte Henſeende gjort Fordring paa at præ- ſtere noget Ualmindeligt i ſin Embedsvirkſomhed; men han havde været en god Dandſer og Damernes Ynd- ling. De beklagede hoilig Tabet af ham og vare meget ſpendte paa hans Efterfolger. Sterzl var kun daarligt anlagt til at erſtatte ham. Han manglede fuldſtendigt den elſtverdige Overfladiſkhed, ſom man behøver for at gjore fig populair i Selſkabskredſene. Hos Mændene derimod gik det bedre; de beklagede kun hans Overdrivelſer og navnlig hans ſygelige Prikkenhed i Wresſager. Men det er en Feil, ſom aldrig for Alvor bliver dadlet af Mend. Sterzl var forreſten ligegyldig for, hvad Folk, ſom han ikke perſonlig havde Interesſe for, ſagde om ham. Altid beredt til at gage igjennem Ilden for en Ven, glemte han ofte at hilſe ſine Bekjendte paa Gaden. Med Hovedet fuldt af ſtore Planer gik han raſk og beſtemt los paa ſit Maal. Han var ſikkert nok ſkabt til at udrette noget Stort, maaſkee ogfaa til at blive moget Stort men

IV.

Fyrſtinde Vulpini, der ingenlunde havde undgaaet den nye Modeſygdom „worbus Schliemaniensis“, havde after gjort et forbauſende Fund og det hos en Marſkandiſer pan Via Aracoeli. Hun havde afkjobt

„Imellem os ſelv“. 21

ham to vidunderlige Vaabenſkjolde, der ſagdes at være efter Tegninger af Benvenuto Cellini, og et Sthykke Gobelin efter et Udkaſt af Raphael og havde nu indbudt et Par intime Venner, Truyn, Sempaly, General Klinger og en oſterrigſk Attaché, Grev Sieg— burg, til at underſoge de erhvervede Gjenſtandes Wgthed. Fyrſtinden var en Soſter til Truyn og vel nogle Aar yngre end hendes Broder; hun havde gjort Bekjendtſkab med Principen i Vichy, hvor hun havde tilbragt en Badeſaiſon ſammen med ſin ſyge Fader, fort efter ægtet ham og havde nu i en halv Snees Aar levet i Rom, ſom hun elfkede, ſtjondt hun endnu ſatte Wien meget hoit og abſolut lod Alt fore— ffrive „hjemmefra“, fordi hun var faſt overbeviiſt om, at man i Rom ikke kunde faae Nogetſomhelſt undtagen Fotografier, Antikviteter og Voxtendſtikker.

Nu var Diner'en forbi. Saalcenge den ſtod paa, havde man revet ned paa den italienſke Regje— ring; men ved Kaffen og Cigaretterne beſfjeftigede man fig allerede med Antikviteterne, der lage udbredte pan Tæppet for at underſoges af de Tilſtedeverende. Snart den ene, ſnart den anden af Herrerne laa paa alle Fire paa Gulvet for noie at beſee Arazzo'en og Bronzeſagerne og afgav derpaa med ſtorſte Sam— vittighedsfuldhed fin Dom. Fuldſteendigt overbeviiſt om disſe Antikviteters Wgthed var egentlig kun Grev— inde Schalingen, en Stiftsdame, der favde været nogle faa Uger i Rom i Beſog hos Fyrſtinde Vulpini.

22 „Imellem os ſelv“.

Alle Andre vare Tvivlere. Meſt energiſk udtaltes denne Tvivl af Grev Siegburg, der rigtignok aller⸗ mindſt havde Forſtand paa Sagerne, men ikke deſto— mindre af og til med en overvældende Aplomb hen— kaſtede Ordene: „Galvanoplaſtik — Imitation.“

Wips, egentlig Weiprecht Siegburg blev al— mindeligt forkjelet i de oſterrigſke Kredſe. Jeg troer neppe, han kunde have opfundet Krudtet, opdaget Amerika eller faſtſat Jordens Bevegelſe; men til Gjengjæld var han i daglig Omgang viſtnok meget behageligere end Berthold Schwarz, Columbus eller Galilei. Han var bleven attacheret Geſandtſkabet, ikke juſt for at gjøre Carriere, men ene og alene for at han kunde komme bort fra Wien, hvor hans Gjæld i den ſidſte Tid var voxet til en foruroligende Hoide. Hans Moder, der var Enke, havde efter lang Over⸗ veielſe udfundet denne fordeelagtige Modus til at gjore Ende paa Sonnens koſtbare Levemaade.

„De gjor mig ganſke nerveus, Siegburg,“ ud⸗ brod endelig Fyrſtinden. „De har jo ikke mindſte Begreb om Antikviteter!“

„Maaſkee har De Ret, Fyrſtinde,“ ſvarede han godmodigt. „J ethvert Tilfælde har jeg i den ſidſte Tid ſelv miſtet noget af den ubetingede Tro paa min kritiſte Dom. Tidligere bildte jeg mig ind, at man af Smudſet kunde ſee, om en Antikvitet var ægte. Men da jeg nu veed, at man endog forfalſker Smudſet, har jeg Intet mere at gage efter.“

„Imellem os ſelv“. 23

Dette lille Indfald fik Alle til at lee, ikke juſt fordi det var faa ſerdeles vittigt, men fordi man var vant til altid at lee, naar Singburg talte.

Man ſad inde i Rygekabinettet, og der herſtede den ægte „Imellem-os⸗ſelv⸗Stemning“ — en Blanding af hoflig Forbindtlighed og hjertelig Familiaritet. Man talte juſt ikke dybſindigt om lærde Sager, man „vrovlede“ endog lidt, kom ofte med daarlige Vittig— heder og fortalte Anekdoter, der mindede om Saint— Simon og dog ikke ſaarede Nogen.

„Idag foler jeg mig rigtig hjemme, ſaadan rigtig oſterrigſt,“ ſagde Fyrſtinden. „kun er jeg bange for, at Gemytligheden ikke bliver af lang Varighed. Jeg har idag ſlemme Anelſer, thi Damerne Gandry og Ferguſon dinere her i Nærheden.” J det ſamme meldtes Hs. Excellence il Principe Norina.

„Coming events cast their shadows before“, citerede Sempaly halvhoit. Det var en bekjendt Sag, at naar Principe Norina vifte fig i en romerſk Salon, faa var Grevinde Gandry ikke langt borte. Principen var ſtor og blond, en mandlig Modejournalsſkjonhed, og havde i fire fem Aar været den ovennævnte Dames Slave. Han hilſte paa Fyrſtinden, trykkede Alle i Henderne og blev derpaa af Huſets Herre indviklet i en livlig Samtale — — — om den kongelige Re⸗ gjerings nyeſte Misbrug. Vulpini horte til de ſorteſte Sorte, og ſom exkluſiv Romer kunde han ikke taale

24 „Imellem os ſelv 1

noget Fellesſkab med Italienerne og betragtede Unita Italia ſom en broget Chimere.

Principe Norina, der ikke havde Spor af politiſt Overbeviisning og lige gjerne kom i Caccia⸗ og i Scacchi⸗Klubben, nikkede til Alt og horte ikke efter.

Kort efter hans Ankomſt flyttede Selſkabet ind i Salonen, der var et uhyggeligt ſtort Vœerelſe med en temmelig broget Blanding af Ludvig XVI. og Empire⸗ Meubler, og ſom laa imellem den officielle Modtagelſes⸗ ſalon, hvor Fyrſtinden tog mod Alverden, og Bou— doiret, hvor hun kun faae. fine intime Venner. Strax efter bleve Damerne Gandry og Ferguſon meldte og kom bruſende ind.

Madame de Gandry — mere interesſant end ſmuk, meget hoittalende og meget behageſyg, dertil henſynslos og impertinent — havde i fem Aar ſvunget Scepteret over Principe Norina. Men Selſkabet var, maaſkee for ſin egen Bekvemmeligheds Skyld kommet overeens om at betegne deres Forhold til hinanden ſom kammeratligt. Fru de Gandry gik for at være en af disſe ſvimmelfrie Kvinder, der ikke kjende til Svimmelhed, og ſom finde Fornoielſe i at ſpadſere paa Randen af en Afgrund. Mrs. Ferguſon, en Gjeſt⸗ giverdatter fra Frisco og gift med en altid uſynlig Croſus, var i Mobfætning til Fru de Gandry meget hvid, meget blond, meget fiint bygget og fladbryſtet ſom alle Amerikanerinder. Hun farvede ſit Haar, ſminkede fig, kledte lig meget excentriſt, talte et even⸗

„Imellem os ſelv“. 25

tyrligt Engelſt og daarligt Franſk, fang Coupletter ſom Judic og var bleven introduceret i Selſkabet af Marcheſe B., hvem hun havde gjort Bekjendtſkab med i Nizza.

Ogſaa et Par Herrer kom endnu til, Grev de Gandry, der ſaae ud ſom en elegant Friſeur, og M. Dieudonné Bellancourt, en bredfkuldret franſk Diplomat, Son af en Slagter og Svoger til en Hertug oſv. . ... Damerne Gandry og Ferguſon fandt ſig i Begyndelſen i en almindelig Converſations velopdragne Kjedſommelighed, men forſtod dog ſnart ved alle Slags Kunſtgreb at concentrere ſaa megen mand— lig Opmerkſomhed paa fig alene, ſom det under disſe Omſtendigheder overhovedet var muligt. Efter Klok— ken elleve mødte Grevinde Ilſenbergh. Hun kom fra en ſtor Gala-Diner og ſaage ud til at have kjedet fig. „Det er virkelig latterligt, ſaadanne Folk man ſtoder paa her i Rom,“ ſagde hun i Samtalens Lob. „Kan Du tenke Dig, hvem jeg idag har veret ſammen med, Maria? ... med den lille Lenz fra Wien; — nu hedder hun forreſten Montidor, er bleven Duchesſe eller Comtesſe, hvad det nu er ... Jeg har en⸗ gang for flere Aar ſiden havt Noget at gjøre med hende ved en Velgjorenhedsbazar. Nu kommer hun lige imod mig, lader ſom vi var gamle Bekjendte, er intim, taler om „vi Oſterrigere“ og „vort Wien!“ Er det ikke morſomt?“

„Stakkels Fritzi! Du er virkelig at beklage,“

26 „Imellem os ſelv.“

ſagde Sempaly med et ondſkabsfuldt Smil; „men Du har endnu en ſeregen Nydelſe tilgode: Moder og Soſter Sterzl komme om nogle Dage til Rom.“ Saad? Det er egentlig ikke behageligt. — „Hvorfor det?“ blandede Fru de Gandry fig i Sam- talen, „er der Noget at udfætte paa dem?“ — „Pas du tout,“ afbrod Grevinde Ilſenbergh hende hurtigt, „jeg troer, det er meget ſtikkelige Folk, men — det er fan uendelig genant, altid at mode Perſoner i Selſkabet, ſom man dog umuligt kan ſee i Wien. Du ſkulde give ham et Vink, Nicki. Du maa ſige ham ... ſige ... — „Ja, Fritzi,“ ſvarede Sempaly ſmilende, „jeg ſkal ſige til ham: kjcre Ven, tag Dem iagt for at introducere Deres Damer, det vilde være min Coufine Ilſenbergh meget ubehageligt.“ Grevinde Ilſenberg vendte ſig med et Skulder⸗ træk bort fra fin letferdige Fetter, klapprede noget nerveus med fin gule Skildpaddesvifte — og ſpurgte:

„vil Du tage mod de Folk, Maria?“ — „Hvem tager jeg ikke imod?“ ſagde Fyrſtinden halvhoit med et eiendommeligt Blik. — „Jeg kan det ikke — be⸗

z ſtemt ikke,“ udbrød Grevinde Ilſenbergh mere og mere pirrelig, „ſtjondt det vil gjore mig meget ondt at krenke Sterzl. Han maa tilſkrive fig ſelv det, hvis jeg bliver nødt dertil.” — „Gjor ſom Du vil,” mente Fyrſtinden, „men Du veed, jeg har Sympathi for Sterzl, han ſtaaer høit anſkrevet hos mig.“ — „Den Paysan du Danube!“ ſmilte Fru de Gandry, der ikke

„Imellem os felv”. 27

rigtig kunde forſtaae de to Oſterrigerinders Samtale. — „Sterzl aer et meget anſtendigt Menneſte,“ ſagde Grevinde Ilſenbergh i en iskold Tone; en Gandry ſkulde ikke have Lov til at gjøre fig lyſtig over hendes borgerlige Landsmand. — „Le paysan du Danube er min ſpecielle Ven,“ ſagde Fyrſtinde Vulpini beſtemt, „jeg ſeer ham gjerne, med ham blive vi altid imellem

os ſelv.“ — „En ſtorre Ros gives der unegtelig ikke her pan Jorden,” bemerkede Truyn ironiſk og god— modigt. — „Da min lille Dreng havde bræffet fin Arm,

her i Salen, da tog Sterzl ham op, og J ſkulde have feet, hvor kjcerligt han tog paa min lille Skat,“

vedblev Fyrſtinden. — „Det er unegtelig et godt Bevis for, at man kan tage mod hans Damer i en Salon,“ ſagde Sempaly leende. — „Tilgiv mig et

Sporgsmaal,“ blandede Grevinde Gandry ſig nu i Samtalen, „det er kun for at have Noget at rette ſig efter, — Sterzl's ere ikke regus i Sſterrig?“ — „For det udenlandſke Selfkab kunne vore oſterrigſke Sedvaner neppe afgive en Retteſnor,“ ſagde temmelig ſkarpt Truyn, der ikke kunde lide Grevinde Gandry; „vi modtage ikke Nogen, der ikke er fodt, imellem os.“ — „Ja,“ ſagde Sempaly med Humor, „det oſterrigſke Selſkab er lige faa exkluſivt ſom Israels Stamme, det forſmager at gjøre Proſelyter.“

Og Laderhandlerens Datter, der aabenbart enten ikke havde forſtaaget Truyn's Ord eller ikke vilde for⸗ ſtaae dem, ſagde med megem Aplomb: „Det glæder

28 „Imellem os ſelv“.

mig at være orienteret.“ Siegburg, der fad lidt bagved hende, blinkede til Sempaly og ffar ube— ſtrivelige Anſigter. Fyrſtinde Vulpini ſaae neſten vred ud; „jeg lader ikke Sterzl i Stikken,“ ſagde hun, „og hvis hans Soſter er ſaaledes, ſom han beſtriver hende for mig ...“ — „Har han allerede fortalt Dig om ſin Soſter?“ ſpurgte Sempoly. — „Javiſt,“ ſagde Fyrſtinden med et godmodigt Smil, „maaſkee ogſaa Dig, Nicki?“ — „Gudbevares, med mig taler han aldrig om ſine Helligdomme, dertil er jeg ikke verdig; han har kun meldt mig hendes Ankomſt, han lader til at ſette megen Pris paa den unge Dame og vil nok ſorge for at fane hende glimrende gift. Mig ſeulde det undre meget, om han har andre Henſigter med at lade hende komme herned. Norina, tag Dem iagt!“ — Mademoiſelle Sterzl gjor dog vel ikke Fordring pau en lukket Krone,“ henkaſtede Grevinde Gandry, der ikte uden Hidſighed forſvarede ſin Eien— dom. — „Billigere giver Sterzl ikke fin Soſter bort,“ paaſtod Sempaly. — Gan havde imidlertid boiet ſig ned over en lille Gusridon og kradſede med en Guld— blyantsſtift ivrigt noget ned pan Bagfiden af et gam- melt Brev. Lidt efter rakte han Grevinde Ilſenbergh Papiret. Madame de Gandry fane over hendes Skulder; „mageloſt!“ udbrod hun, „mageloſt!“ Paa Bladet var Sterzl fremſtillet ſom Auktionsholder, med Hammeren i den ene og en meget moderne kledt Dukke i den anden Haand, og om ham ſtimlede alle

„Imellem os ſelv“. 209

lukkede Kroner i Rom ſammen. J et Hjørne af Papiret ſtod der: „Froken Sterzl forſte, anden, tredie Gang.“ Billedet gik fra Haand til Haand. Det var Sterzl talende ligt. —

Kort efter trak Grevinde Ilſenbergh ſig tilbage, og da Stemningen ikke var rigtig animeret, tog de to Veninder ligeledes Afſked fort efter Midnat, hvor— paa Herrerne, der kun vare komne for deres Skyld, ogſaa fjernede fig.

Imidlertid havde Truyn travlt med Noget paa Kaminen og den ved Siden af ſtaaende Ctagére, hvorved Huſets Herre godmodigt var ham behjælpelig.

„Hvad ſoger Du efter, Erik?“ ſpurgte Fyrſt— inden. — „Aa, Sempaly's Tegning. Jeg vil ikke gjerne have, at den ffal ligge og flyde om. Undſfkyld, Nicki, Carrikaturen var fortreffelig; jeg vilde aldeles ikke have havt Noget derimod, hvis vi havde været mellem os felv; men Du fiulde ikke have viiſt den til de Fremmede. Du er for letſindig, Du tenker ikke over, hvad Du gjør,” — „Hvad har jeg da nu igjen gjort?" ſagde Sempaly lidt ergerlig. — „Du har ganſte lige⸗ frem ſtemplet denne unge Pige ſom en gifteſyg Even⸗ tyrerſte.“ — „Aa, man ſtal ikke tage ſig enhver let henkaſtet Vittighed altfor ner!“ ſagde Sempaly.

Man ſogte overalt efter Carikaturen, men for⸗ giceves.

„Jeg er vis paa, at denne Piazzarola har ſtukket den til fig,” udbrød Fyrſtinden ergerlig. Bed denne

30 „Imellem os ſelv“.

Piazzarola forſtod hun naturligviis den elſtveerdige Fru de Gandry.

V.

Ja, Fyrſtinde Vulpini ſympathiſerede med Sterzl, og han beſvarede denne varme Sympathi med næften fværmerijt Tilbedelſe. Trods hans i det Pdre barſfke og kolde Veſen havde han en poetiſt⸗chevalereſk Aare og den ſtorſte Beundring for reen og ægte Kvinde⸗ lighed. Men derfor havde ogſaa hans Optræden ligeoverfor dem, ſom han kaldte „gte Kvinder“, noget faa ridderligt Beſkyttende og erbodigt Tilbageholdende, og hele hans Maade at være paa var fuld af en ſaa godmodig, gammeldags Courtoiſie, at han maatte vinde Terrain hos dem. Han behandlede dem altid halvt fom Børn, man maa beſkytte, halvt ſom Helligdomme, man maa boie &næ for.

Fyrſtinden havde ſtrax ved hans Ankomſt til Rom fundet afgjort Behag i hans Omgang. Hun betroede ham fnart fine ſmaa Fortredeligheder paa Grund af de uheldige romerſte Forhold og lod ham beſorge alle Slags Indkjob for ſig, da hun var meget omſtendelig og aldeles upraktiſt.

VI.

Havde der i fin Tid i Wiener Selſkabet været fan yndigere Piger end Comtesſe Marie Truyn, ſaa

„Imellem os felv”. 31

fandtes der nu i Rom ikke en elſtverdigere Dame end Principesſa Vulpini. Naar hun om Eftermiddagen i ſin Huit-ressorts altid med fire eller fem